Arbejder du med fysiske butikker, så er der fire gyldne og afgørende regler, du skal leve op til for at få succes.
Kan du ikke levere på dem – så er du nok ved at lukke.

De gyldne regler er:

1. Make Retail Special

Sørg for at tilbyde kunderne noget, de ikke kan få online. Det kan være særlige varer, tilbud eller inspiration. F.eks. pop-up og pop-in stores, der sikrer konstant fornyelse og fornemmelsen af at gå på ”skattejagt”. Det kan også være content, der sætter varerne i en ny kontekst, som giver mening og skaber værdi for forbrugerne. Integrer content og kulturelle happenings. Tilbyd WoW oplevelser. Giv kunderne noget at tale om. Lad ”Talk of the town” blive en vigtig KPI. Et godt eksempel er den New York baserede butik STORY. Hver 4. – 8. uge genopfinder den sig selv og sammensætter et helt nyt vareudvalg rundt om en bestemt historie. STORY’s mantra er: “Point of view of a Magazine, Changes like a Gallery, Sells things like a Store” . Med stor success samarbejder fysiske retailere med museer, kunstnere og andre aktører inden for oplevelser for at skabe liv og trafik i butikken.

Prøv en øvelse:
Hvad bruger dine kunder deres ”fri”-tid på? Hvad interesserer dem?
Hvad skulle der til for at få dine kunder til at betale entré for at komme ind i din butik?


2. Let Us Entertain You

Underholdning er et vidt begreb. I en tid, hvor netop ”tid” for mange er den mest knappe ressource, skal underholdning kunne meget mere end bare at underholde. Kunderne vil have rigtige oplevelser. Berigende oplevelser. Oplevelser er i dag meget mere end passiv underholdning. Fremtidens forbrugere ønsker at være aktive deltagere og medskabere. De ønsker at blive klogere og bedre til det, der interesserer dem. Meget gerne i fællesskab med andre. Transformation er nøgleordet. Det canadiske yogabrand Lululemon, der er kendt for at tilbyde yogaundervisning i butikkerne uden for åbningstid, har netop åbnet deres første meditationscentre. Her kan man som besøgende komme ind fra gaden og vælge mellem 12 forskellige meditationsforløb i behagelige og afslappende omgivelser. Omgivelser der langt fra ligner en traditionel butik

Prøv en øvelse:
Hvad drømmer dine kunder om at mestre? Hvordan bliver de den bedste udgave af dem selv i deres egne øjne?
Hvad aspirerer de efter? Og hvordan kan du hjælpe dem med at opnå det?

3. Food is the new Fashion

Mad er vigtigt. Mad er socialt. Mad er prestige. Kulinarisk kapital bidrager med en ny dimension til Bourdieu’s klassiske samfundsteoretiske betragtninger om kulturel kapital. Mad skaber kultur, fællesskab og sammenhold. Viden om og erfaring med mad giver et identitetsboost, og det er for mange adgangsbilletten til det ”gode selskab”. Mad opleves bedst i virkeligheden og er derfor et genialt trækplaster, når det gælder om at skabe trafik i den fysiske verden. Flere kendte brands åbner restauranter og caféer for at forbrugeren kan opleve deres brand igennem alle sanser. F.eks. har Gucci, Replay og Burberry kastet sig ud i restaurantsektoren.

Prøv en øvelse:
Hvordan kan vi bedst klæde vores kunder på til deltagelse i det nye madfællesskab? Hvordan smager dit brand?
Sæt ord på den sensoriske oplevelse, du gerne vil forbindes med. Hvis dit brand skulle genopstå som restaurant.
Hvordan skulle den se ud? Hvad skulle der være på menu-kortet?

4. Mobile First

Mobilen er blevet vores 2. hjerne. Udover at shopping-turen for mange starter på mobilen, så skal den også kunne hjælpe og guide os til de gode tilbud i den fysiske verden. Det har enhver retailer med respekt for sig selv allerede indset og integreret teknologier, der hjælper kunderne på indkøbsturen. Det kan være apps, der belønner og overasker, samtidigt med at de indsamler data og skræddersyer personlige tilbud til kunderne. Fremtidens vindere i retail er dem, der bedst forstår at opsamle og bruge data, så de kan give kunderne noget igen – og gerne mere end det, de forventer og søger efter.
De bedste gaver er dem, du ikke vidste, du ønskede dig. For det er kun dem, der kender dig rigtigt godt, der kan forudse, hvad du bliver glad for. Sådan skal det også være i retail. Med mobilen og de rigtige kundedata kan vi give kunderne de bedste gaver. Harvey Nichols har indgået partnerskab med App-udvikleren Hero og lanceret ASKHN, hvor kunderne via en App kan komme i direkte kontakt med personalet i de fysiske butikker. Via mobilen kan kunderne i realtid få personlig vejledning og rådgivning fra personalet i butikken.

Prøv en øvelse:
Hvilke gaver ville du give dine kunder?
Hvordan kan du motivere dine ansatte til at interagere med kunderne både fysisk med digitalt?

Fra transaktion til transformation

Fremtidens fysiske retail skal kunne tilbyde meget mere end shopping. Afgørende vil være deres forankring i et socialt univers, der kommer helt tæt på forbrugerens liv og behov. Fremtidens fysiske butikker vil være steder, hvor man mødes med ligesindede venner, bekendte og brands. Det bliver et sted, hvor man finder unikke oplevelser, bliver klogere, sundere, smukkere og sjovere samtidig med, at man kan engagere sig med brands og retailere, der understøtter den enkeltes transformation.

Skal man købe noget?

Nej. Det vil slet ikke være nødvendigt. Alt vil kunne bestilles på nettet og leveres direkte ved hoveddøren, så du slipper for at slæbe poser hjem.

Fremtidens butikker er mere end salg.  Fremtidens butikker er sociale.

Hos Konstellation&Republica arbejder vi målrettet med at integrere den fysiske og digitale købsoplevelse.
Ring til Bettine på 60 35 30 44, hvis du er blevet nysgerrig.